onsdag den 5. april 2017

Endelig

Jeg har haft mere end svært ved at overliste rimterne i år. En blanding af manglende tid i højsæsonen og manglende held har gjort at jeg ikke har fanget en eneste rimte.

Det skal der laves om og planen er klar: Find nogle rimter og fisk på dem indtil der er en i nettet.

Den første aften fisker jeg flere spots, men absolut ingen rimter. Jeg får en idé og bevæger mig meget længere opstrøms end jeg plejer. Efter nogen søgen finder jeg en hel del rimter der står på et stræk uden så meget strøm. De er umulige at overliste og jeg opgiver, da det begynder at blive mørkt.

Næste aften er jeg tilbage og der er stadig godt med rimter. Jeg går straks i gang med at fiske på dem, men de gider stadig ikke hugge. Derfor bevæger jeg mig lidt rundt på strækket og prøver forskellige steder, men uden held. Jeg søger tilbage til udgangspunktet igen, da det er her, der er absolut flest rimter at se.

Efterhånden som tiden går, forbereder jeg mig på at skulle af sted igen i morgen aften for, at forsætte jagten. Pludselig kan jeg se på flådet at der er noget der piller ved min agn, men der sker ikke yderligere. Næste drev med flådet giver ny spænding og denne gang er fisken ikke så forsigtig og flådet går under. Efter en kort og intens fight ligger rimten i nettet.

Årets første rimte på 1,39 kg
Endelig lykkes det og det er længe siden jeg har været så glad for at fange en fisk.

Knæk og bræk
/Rasmus

Ingen kommentarer:

Send en kommentar